Atropin

Givelse af atropin, enten systemisk eller som en nebuliseret opløsning, resulterer i bronkodilatation. Inhalerede doser på 2,5 mg atropin er forbundet med bivirkninger såsom mundtørhed, takykardi, palpitationer og sløret syn. Ved højere inhalationsdoser kan systemisk absorption resultere i urinretention (især hos ældre), hovedpine og ændringer i mental status. Atropin gives derfor ikke længere som en nebuliseret opløsning.

Ipratropiumbromid

Ipratropiumbromid er en strukturel analog af atropin, med en kvaternær kvælstofstruktur. Denne struktur reducerer molekylets evne til at krydse cellemembraner. Der er derfor mindre systemisk absorption med ipratropium i forstøvet form end med atropin i forstøvet form. Ipratropium blokerer methacholin-induceret bronchokonstriktion og inducerer bronkodilatation hos patienter med astma og patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Der er ingen målbare virkninger på sputumvolumen, sputumviskositet eller mucociliær clearance med klinisk anbefalede doser af ipratropium.

Den maksimale bronkodilatation med ipratropium, inhaleret fra en meterdosisinhalator, sker med en dosis på 40-80 mikrogram. Selv om en vis bronkodilatation er tydelig kort efter inhalation, indtræder det maksimale respons 1,5-2,0 timer efter. Varigheden af signifikant bronkodilatation efter en standarddosis ipratropium er 4-6 timer.

Ipratropium kan ikke påvises i blodet efter en inhalation. I eksperimentelle undersøgelser, hvor det er blevet givet parenteralt, er dets halveringstid blevet anslået til at være 3 timer. Langtidsundersøgelser har ikke vist tegn på nedsat reaktionsevne (tachyfylaksi) ved regelmæssig behandling.

De vigtigste bivirkninger af ipratropium vedrører dets antikolinergiske aktivitet. Op til 15 % af patienterne vil rapportere om forbigående tørhed i munden og “kradsen” i halsen. I nogle undersøgelser har op til 30 % af patienterne rapporteret en bitter smag. Disse bivirkninger fører sjældent til, at patienterne afbryder medicinen, hvis de oplever, at den hjælper dem. Kardiovaskulære virkninger (takykardi og øget hjertevolumen), som er typiske for beta-agonister (hvis de indtages i tilstrækkelige doser til at resultere i systemisk absorption), ses ikke med de sædvanlige doser af ipratropium.

Den vigtigste kliniske indikation for ipratropiumbromid er symptomatisk lindring af åndenød hos patienter med KOL. Det er sjældent nødvendigt til behandling af patienter med astma, da en korrekt behandling af astmatiske patienter med inhalerede kortikosteroider og langtidsvirkende beta-agonister giver god kontrol for størstedelen af patienterne. Omfanget af bronkodilatation med ipratropium hos patienter med KOL svarer til det, der opnås med inhalerede beta-agonister. Valget mellem ipratropium og betaagonister til en patient med KOL afgøres af patientens tolerance over for lægemidlet snarere end af dets effektivitet. Hvis der opstår besværlige bivirkninger ved enten ipratropium eller beta-agonister, kan patienten godt tåle det andet lægemiddel, fordi bivirkningsprofilen for hvert lægemiddel er ret forskellig.

Tiotropiumbromid

Tiotropiumbromid er en strukturel analog af ipratropium. In vitro-undersøgelser har vist, at tiotropium har en halveringstid på M3-receptoren på ca. 36 timer, mens den receptorbindende halveringstid for ipratropium er tre timer. Varigheden af denne binding til M3-receptorer kan forklare, hvorfor en enkelt inhaleret dosis tiotropium resulterer i en bronkodilatation, der varer i ca. 24 timer. Store kliniske forsøg har vist, at tiotropium inhaleret en gang dagligt øger det forcerede ekspiratoriske volumen (FEV1) og livskvaliteten hos patienter med KOL.

I sammenlignende undersøgelser fik patienterne tiotropium én gang dagligt eller ipratropium fire gange dagligt i et år. Begge lægemidler forbedrede livskvaliteten, men tiotropium resulterede i en højere FEV1 ved afslutningen af dosisintervallet.1 Tiotropium forlængede også tiden til første eksacerbation og tiden til første hospitalsindlæggelse på grund af en eksacerbation af KOL. Antallet af patienter, der skal behandles med tiotropium i et år for at forebygge én eksacerbation, er ni, og 23 skal behandles for at forebygge én indlæggelse på grund af KOL.

Inhaleret tiotropium er en effektiv antikolinerge bronkodilator, der anvendes en gang dagligt, til patienter med KOL. Der findes ingen langtidsundersøgelser af tiotropium ved astma, så det er ikke indiceret til patienter med astma.