Behandling af fedme er en af de vigtigste foranstaltninger, der er til rådighed i dag inden for forebyggende medicin. Især ville man kunne standse den vestlige civilisations koronarepidemi og forhindre de fleste tilfælde af diabetes, hvis fedme blev behandlet effektivt. Anorektiske lægemidler virker hovedsageligt på mætningscentret i hypothalamus for at fremkalde anoreksi. De har også forskellige metaboliske virkninger, der vedrører fedt- og kulhydratmetabolismen, men mange af disse virkninger kan være sekundære i forhold til vægttabet. De fleste af stofferne er direkte eller indirekte beslægtet med amfetamin og virker desuden ved at øge den generelle fysiske aktivitet. Anorektiske lægemidler har en tendens til at miste deres virkning efter nogle måneder, og en del af denne nedsættelse af virkningen kan skyldes kemiske ændringer, som lægemidlerne forårsager i hjernen. Alle lægemidlerne, med undtagelse af fenfluramin, har en stimulerende virkning på centralnervesystemet hos nogle personer, hvilket resulterer i rastløshed og nervøsitet, irritabilitet og søvnløshed. Fenfluramin giver almindeligvis døsighed i normale doser, men har stimulerende virkninger ved overdosering. Dexamfetamin, phenmetrazin og benzfetamin har alle en tendens til at forårsage eufori, og risikoen for afhængighed er derfor betydelig. Eufori forekommer lejlighedsvis med diethylpropion, phentermin og chlorphentermin, men i langt mindre grad. Der forekommer også bivirkninger som følge af sympatiske stimulationer og irritation af mave-tarmkanalen. Disse bivirkninger kan få nogle personer til at stoppe med at tage stoffet, men de er aldrig alvorlige eller farlige. Lægemiddelinteraktioner kan forekomme med monoaminoxidasehæmmere og i et klinisk ubetydeligt omfang med antihypertensive lægemidler. De anorektiske lægemidler spiller en meget vigtig rolle i behandlingen af fedme, især for de personer, der har ændret deres spisevaner, men som er kommet til et vægtplateau, som de har svært ved at komme under. Lægemidlerne gives bedst i langtidsvirkende form og kan uden risiko fortsættes, så længe vægttabet varer ved, forudsat at behandleren fører omhyggeligt tilsyn. Dexamfetamin, phenmetrazin og benzfetamin bør sjældent anvendes på grund af risikoen for afhængighed, og chlorphentermine er potentielt farligt ved langtidsbrug. Diethylpropion fremstår som det førstevalgte lægemiddel, da fenfluramin har en tendens til at forårsage depression og har en højere forekomst af bivirkninger. Fenfluramin er især nyttigt til personer, der er særligt anspændte, og til overvægtige modenhedsdiabetikere, som ikke har været i stand til at tabe sig med biguaniderne. Mazindol og phentermin synes at være nyttige som alternative lægemidler.