Amazonfloder, vigtige veje for dyreliv, mennesker og vand
Amazonfloden
Amazonfloden, der kommer lige efter Nilen som verdens længste flod, sætter rekorden med hensyn til den rene vandmængde, den transporterer – en forbløffende gennemsnitlig udledning på 219.000 m3 vand pr. sekund.2
Det anslås, at ca. en sjettedel af alt ferskvand, der løber ud i verdenshavene, går gennem Amazonas’ 320 km brede delta, hvor den mødes med Atlanterhavet.
Som årstiderne skifter, gør floden det også. I den tørre årstid kan Amazonflodens bredde være 4 km til 5 km på visse steder – og i den våde årstid kan den være op til 50 km! På højdepunktet af den våde sæson kan strømmen nå en hastighed på 7 km/t.
Amazonflodens vigtigste roller
Som afvandingssystem for Amazonasbækkenet spiller Amazonfloden og dens ca. 1.100 bifloder en vigtig rolle i bækkens økologi.
Hvor der begyndte at dukke veje og landingsbaner op i bækkenet, var disse vandveje de vigtigste adgangsveje til de indre områder af Brasilien og den nordlige halvdel af Sydamerika.
For eksempel er den eneste måde, man kan komme til Iquitos i Peru, som ligger lige ved Amazonfloden, at gå om bord på et fly eller en båd. Der er ingen veje dertil.3
Flodens oprindelse og forløb
Amazonfloden har sit udspring højt oppe i de peruvianske Andesbjerge i en højde af 5.598 m. Der, blot 192 km fra Stillehavet, hvor den engang flød ud i, begynder Amazonfloden som en lille biflod kaldet Carhuasanta.
Når den bevæger sig mod øst, løber den ud i og bliver til Hornillos, som går over i Apurimac, en større biflod, der til sidst løber sammen med Ene, Tambo og derefter Ucayali.4
Efter et indledende fald i højden, styrer Amazonfloden sit fald mod Atlanterhavet med en hastighed på 1,5 cm for hver kilometer over en strækning på over 6.400 km. Nogle steder når floden en bredde på 10 km, så langt som 1.600 km op ad floden, og store skibe kan lægge til hele vejen op til Iquitos i Peru.6
Synet af floden før land
Amazonflodens brune vand kan ses så langt som 100 km ud mod havet fra fastlandet, længe før kontinentet er i sigte.
I koloniseringens tidlige dage hjalp dette fænomen skibe, der sejlede fra Europa til Sydamerika, med at sikre sig, at de var på rette kurs, før de fik land i sigte.