Hvad er akut lymfatisk leukæmi (ALL)?

Akut lymfatisk leukæmi, også kaldet akut lymfoblastisk leukæmi, er en form for kræft, hvor der er for mange lymfocytter, den tidlige fase af de hvide blodlegemer, i knoglemarven. Leukæmi adskiller sig fra andre kræftformer ved, at den starter i blodet og knoglemarven og kan sprede sig til andre dele af kroppen. Andre kræftformer kan efterhånden sprede sig til knoglemarven, men de bliver ikke til leukæmi.

En kræft, der betragtes som akut, kan udvikle sig hurtigt og, hvis den ikke behandles, blive dødelig i løbet af blot få måneder. Akut leukæmi adskiller sig fra kronisk leukæmi ved, at ved akut leukæmi modnes knoglemarvscellerne ikke på den måde, som de skal. Umodne leukæmiceller fortsætter med at formere sig og ophobes. Ved kronisk leukæmi modnes cellerne delvist, men ikke helt, og de bekæmper ikke infektioner lige så godt som normale hvide blodlegemer gør. Kroniske leukæmier har tendens til at udvikle sig over tid, og de fleste mennesker kan leve i flere år, selv om disse typer leukæmier er vanskeligere at behandle.

Hvad er symptomerne på ALL?

Som ved andre typer leukæmi er der flere symptomer, der kan føre til en diagnose af ALL, men mange af disse tegn og symptomer er også tegn på mange andre sygdomme. Oftest opdages ALL, når din læge tester dit blod af en anden grund og ser manglen på normale blodceller.

Denne mangel kan forårsage følgende symptomer:

• Mattræthed
• Følelse af svaghed eller lav energi
• Svimmelhed eller svimmelhed
• Svært åndedræt
• Feber
• Udygtighed til at slippe af med en infektion
• Let at få blå mærker
• Let at få blå mærker
• Blødning, som med blødende tandkød og alvorlige næseblod

Andre symptomer, som nogle ALL-patienter kan opleve, omfatter:

• Vægttab
• Feber
• Nattesved
• Tab af appetit

Leukæmiceller kan også forårsage en forstørret milt, hvilket kan påvises ved hævelse i maven; forstørrede lymfeknuder; og knogle- eller ledsmerter. Cellerne spreder sig nogle gange – men ikke ofte – til andre organer og kan forårsage flere symptomer der: hovedpine, kramper og opkastninger, hvis leukæmien har spredt sig til hjernen eller rygmarven, eller åndedrætsbesvær, hvis den har spredt sig til brysthulen, for eksempel.

Hvordan behandles ALL?

Da ALL ikke er en enkelt sygdom – det er faktisk en gruppe af beslægtede sygdomme – vil patienter med forskellige undertyper af ALL få forskellige behandlinger og reaktioner på disse behandlinger.

Når du har fået stillet diagnosen, mødes du og dit behandlerteam for at beslutte, hvilken behandlingsmulighed der er bedst for dig. De vigtigste behandlingsmuligheder er:

• Kemoterapi
• Målrettet terapi-daglig medicin, der typisk gives som en pille
• Stamcelletransplantation

Andre mulige behandlingsformer omfatter kirurgi, strålebehandling eller monoklonale (menneskeskabte) antistoffer.

Behandlingen af ALL varer typisk i to år. Det kan være en intens behandling, så det er godt at være på et center med anerkendt erfaring i behandling af sygdommen.

Hvordan diagnosticeres ALL?

Mange mennesker med ALL har ingen symptomer, når sygdommen diagnosticeres – den bliver typisk fundet, når en læge bestiller blodprøver for noget helt uvedkommende eller under en rutinemæssig kontrolundersøgelse.

Nogle mennesker kan have en højere risiko for ALL, fordi de har visse blodsygdomme, f.eks. myelodysplastisk syndrom, eller arvelige sygdomme, f.eks. Downs syndrom, eller fordi de er blevet behandlet med visse kemoterapimidler eller stråling. Læger anbefaler typisk, at disse personer bliver undersøgt regelmæssigt.

Hvis du har tegn eller symptomer på ALL, eller hvis en fysisk undersøgelse indikerer, at du måske har leukæmi, skal lægen tage prøver af dit blod og din knoglemarv for at få det testet for at være sikker. Blodet vil i de fleste tilfælde blive taget fra en blodåre i armen, men knoglemarven vil blive udtaget på to måder: gennem en aspiration og en biopsi.

Knoglemarvsaspiration og biopsi

Knoglemarvsaspirationen og biopsien udføres på samme tid. Prøverne tages normalt fra bagsiden af bækkenbenet (hoften) eller nogle gange fra brystbenet (brystbenet). Disse prøver sendes til et laboratorium, hvor de undersøges for leukæmiceller.

Lumbalpunktur

ALL kan undertiden sprede sig til hjernen og rygmarven, og derfor kan det være nødvendigt for din læge at tage en prøve af rygmarvsvæsken til undersøgelse. Væsken vil blive udtaget ved hjælp af en lumbalpunktur – også kendt som en rygmarvsprøve. Denne test bruges kun til patienter, hvis symptomer kan skyldes, at leukæmien spreder sig til hjernen og rygmarven.

Blodprøver

Der er flere laboratorieprøver, der kan bruges til at afgøre, om du har ALL, eller hvor fremskreden sygdommen kan være.

Komplet blodtælling og perifer blodudstrygning

En komplet blodtælling (CBC) måler niveauet af de forskellige celler i blodet: røde blodlegemer, hvide blodlegemer og trombocytter. Noget af blodet lægges på et objektglas og undersøges under et mikroskop: de fleste patienter med AML har for mange umodne hvide blodlegemer og for få røde blodlegemer eller blodplader.

Blodkemi- og koagulationsprøver

Disse prøver måler mængden af visse kemikalier i blodet samt blodets evne til at størkne. Disse prøver bruges ikke til at diagnosticere leukæmi, men kan afsløre andre problemer.

Kromosomundersøgelse

Normalt indeholder menneskelige celler 23 par kromosomer eller DNA-bundter. For mennesker med leukæmi kan cellerne imidlertid have nogle kromosomændringer – nogle gange er der en deletion, eller der mangler et stykke af kromosomet.

Det, der sker hyppigere i ALL, er, at to kromosomer “deler” noget af deres DNA – et kromosom bliver knyttet til en del af et andet kromosom. Dette kaldes translokation.

Informationer om disse og andre ændringer kan hjælpe din læge med at bestemme dine udsigter og dit svar på behandlingen.

Billeddannende undersøgelser

Billeddannende undersøgelser som røntgenbilleder, CT-scanninger (computertomografi), MR-scanninger (magnetisk resonans) og ultralyd kan bruges til at hjælpe lægerne med at se detaljerede billeder inde i din krop.

Hvad er prognosen for ALL?

For mange mennesker med ALL kan behandlingen få kræften til at forsvinde – men selv efter endt behandling vil dine læger holde øje med dig. Det er vigtigt at holde en regelmæssig tidsplan for opfølgende aftaler, både for at besvare eventuelle spørgsmål, du måtte have, og for at overvåge eventuelle bivirkninger fra behandlingen.

ALL risikofaktorer

Hvad er årsagen til ALL?

Med mange kræftformer er der risikofaktorer, som du kan kontrollere for at øge eller mindske dine chancer for at få sygdommen. En risikofaktor er noget, der påvirker dine chancer for at få en sygdom, men som ikke nødvendigvis betyder, at du vil få den pågældende sygdom.

Der er blot nogle få kendte risikofaktorer for ALL:

• Udsættelse for høje strålingsniveauer
• Udsættelse for visse kemikalier, f.eks. benzen og visse kemoterapimidler
• Visse virusinfektioner, som f.eks:
  • T-celle lymfom/leukæmi virus-1 (HTLV-1) i Japan og Caribien
  • Epstein-Barr virus i Afrika
• Arvelige syndromer, som f.eks:
  • Down syndrom
  • Klinefelters syndrom
  • Fanconi anæmi
  • Bloom syndrom
  • Ataxia-telangiectasia
  • Neurofibromatose
• Race
  • ALL er mere almindelig hos kaukasiere end hos afrikanske-Amerikanere
• Køn
  • ALL er lidt mere almindeligt hos mænd end hos kvinder

Bør jeg blive screenet for ALL?

Der findes desværre ingen rutinemæssige screeningstest til at opdage ALL i de tidlige stadier. ALL opdages dog nogle gange, når visse symptomer viser sig ved rutinemæssige blodprøver, der udføres af andre årsager. For eksempel kan en persons normale blodcelletal være meget lavt, selv om der ikke er andre symptomer. Det kan føre til andre undersøgelser, hvor ALL kan blive fundet.