Kalcium og D-vitamin

Det er nødvendigt med et tilstrækkeligt indtag af calcium og D-vitamin for at bevare knogleintegriteten gennem hele livet. Calcium er afgørende for forebyggelse af osteoporose, fordi det kan mindske knogleomsætningen og bremse knogletabet. Kalciumbehovet stiger, når kvinder kommer i overgangsalderen, fordi evnen til effektivt at udnytte kalcium fra kosten falder som følge af faldende produktion af østrogen fra æggestokkene. Den intestinale calciumoptagelse falder med alderen til ca. 50 % af den mængde, der blev optaget i teenageårene. D-vitamin øger calciumabsorptionen i mave-tarmkanalen og påvirker knogleresorptionen. Calcium og D-vitamin har vist sig at kunne øge BMD med 2-10 % og sænke antallet af brud med 35-50 %. Calcium øger yderligere effekten af motion på BMD hos postmenopausale kvinder. Selv om kvinder kan have gavn af calcium i alle aldre, er fordelene ved calcium på BMD mest udtalt hos kvinder, der er fem år eller mere efter overgangsalderen. På grund af det veletablerede behov for kalciumindtag sikrer centrale forsøg til evaluering af osteoporose, at alle deltagere får tilstrækkeligt med kalcium. D-vitamin alene mindsker ikke brudfrekvensen, men det ser ud til at have en additiv virkning sammen med calcium med hensyn til reduktion af brud.

Flere organisationer har fastsat et passende indtag af calcium og D-vitamin. De fleste eksperter støtter de anbefalinger, som NIH har givet. Postmenopausale kvinder, der ønsker at reducere risikoen for osteoporose, bør indtage 1000-1500 mg elementært calcium og 400-800 IU D-vitamin dagligt. Dette kan være en udfordring, da de fleste postmenopausale kvinder kun indtager 600 mg elementært calcium om dagen. Yderligere problemer står kvinder, der er laktoseintolerante, er vegetarer eller ikke indtager en velafbalanceret kost.

Det er bedst at dække calciumbehovet gennem calciumholdige fødevarer, fordi de fleste har et højt calciumindhold, indeholder andre vigtige næringsstoffer og er relativt billige.

Mælkeprodukter (f.eks. mælk, ost og yoghurt) er de mest almindelige kilder til calcium via kosten. Calciumberigede fødevarer (f.eks. appelsinjuice, kornprodukter og ernæringsbarer) er en anden mulighed. Patienterne bør vide, hvordan de kan læse fødevaremærkninger for at bestemme calciumindholdet. Fødevareetiketter angiver det elementære calciumindhold som en procentdel af den anbefalede daglige tilførsel, som er 1000 mg/dag. F.eks. kan etiketten på mælk angive 30 % calcium pr. portion, hvilket svarer til 300 mg elementært calcium.

Kalciumtilskud kan anvendes, hvis patienterne ikke er i stand til at indtage tilstrækkelige mængder calcium gennem fødevarer. De to mest almindelige calciumtilskud er calciumcarbonat og calciumcitrat. Calciumphosphat og calciumgluconat er også tilgængelige. Calciumcarbonat indeholder 40 % elementært calcium, den højeste mængde, der er tilgængelig blandt calciumformuleringer; det bør tages sammen med mad for at maksimere absorptionskapaciteten ved at skabe et surt miljø. Denne mulighed er omkostningseffektiv og kan være at foretrække for de fleste patienter. Calciumcitrat kan tages med eller uden mad, men det er dyrere, indeholder mindre elementært calcium (21 %) og fås i færre formuleringer. Calciumcitrat kan være gavnligt for patienter med achlorhydri og for dem, der tager histamin H2-receptorantagonister eller protonpumpehæmmere. Calciumphosphat indeholder 30 % elementært calcium for en dibasisk formulering og ca. 37,5 % elementært calcium for en tribasisk formulering. Calciumgluconat har et lavt indhold af elementært calcium (9 %).

Etiketterne på calciumtilskud bør vurderes for at bestemme mængden af elementært calcium pr. dosis. Den samlede styrke og indholdet af elementært calcium pr. dosis er normalt angivet. Den samlede mængde calcium kan variere, afhængigt af formuleringens styrke. F.eks. indeholder “ekstra styrke”- og “ultra”-formuleringer af nogle produkter mere calcium. Tabel 2 indeholder en liste over flere ikke-receptpligtige calciumtilskud.

Overskridelse af det anbefalede daglige calciumindtag giver ingen sundhedsmæssige fordele og kan være skadeligt. Selv om tærsklen for calciumtoksicitet er høj, anbefaler National Academy of Sciences ikke et konstant indtag på mere end 2500 mg/dag på grund af risikoen for hypercalcæmi og hypercalciuri på grund af risikoen for hypercalcæmi og hypercalciuri. Calciumabsorptionen kan påvirkes af flere faktorer. Absorptionen nedsættes af kostfibre, fiberafføringsmidler og antacida. Omvendt kan calcium nedsætte absorptionen af jern, quinoloner og tetracykliner. Når calciumcarbonat og calciumcitrat indtages sammen med mad, absorberes calciumcarbonat og calciumcitrat lige godt. Patienter bør tage ≤500 mg elementært calcium pr. dosis, fortrinsvis sammen med måltider, for at maksimere absorptionspotentialet. De mest almindelige bivirkninger af calcium er forstoppelse, oppustethed, kramper og gasser.

Vitamin D er afgørende for forebyggelse og behandling af osteoporose, fordi det maksimerer den intestinale absorption af calcium. Det første trin i aktiveringen af D-vitamin sker i huden gennem omdannelse af 7-dehydrocholesterol til D3-vitamin (cholecalciferol) ved hjælp af ultraviolet lys. Den efterfølgende aktivering sker gennem leveren og nyrerne. D-vitaminmangel er almindelig med alderen og skyldes en kombination af faktorer, herunder en nedsat evne til at omdanne 7-dehydrocholesterol til D3-vitamin, utilstrækkelig eksponering for sollys og nedsat optagelse af D-vitamin fra mave-tarmkanalen. De fleste patienter har brug for 400 IU D-vitamin dagligt. Ældre patienter med svær osteoporose har brug for 800 IU D-vitamin om dagen. Hvis D-vitaminbehovet ikke kan dækkes ved hjælp af sollys, kan man få eksogent D-vitamin fra mælk, grønne grøntsager, D-vitamintilskud eller multivitaminer. Den sikre øvre grænse for indtagelse af D-vitamin er 2000 IU/dag. Højere doser kan forårsage hypercalciuri og hypercalcæmi.

Vitamin K og magnesium findes undertiden i kombinationsalciumprodukter. K-vitamin er en cofaktor for -carboxylering af glutaminsyrerester i proteiner såsom osteocalcin, der findes i knogler. Der er visse tegn på, at patienter med et lavt K-vitaminniveau kan have en lavere knogletæthed og en større tilbøjelighed til at få brud. En prospektiv analyse af indtagelsen af K-vitamin gennem kosten i en kohorte af patienter fra Nurses’ Health Study viste lavere aldersjusterede hoftebrudsprocenter hos postmenopausale kvinder med højere indtagelse af K-vitamin. Forskellen var kun signifikant hos kvinder, der aldrig brugte østrogen. Indtil der foreligger mere dokumentation, bør tilskud af K-vitamin ikke anbefales til rutinemæssig brug i forbindelse med forebyggelse eller behandling af osteoporose. Desuden bør patienter, der tager warfarin, rådes til ikke at tage kombinerede calciumprodukter, der indeholder K-vitamin. Magnesium synes at spille en rolle i knoglemineralhomøostase, og der er visse tegn på, at magnesiummangel kan øge risikoen for osteoporose. Der er behov for yderligere undersøgelser af magnesiums rolle i knoglemetabolisme og osteoporose, før rutinemæssig tilskud kan anbefales. Generelt kan sikring af en velafbalanceret kost og supplering med en daglig multivitamintilskud være med til at forebygge mangel på disse vitaminer.