Foto af skiltet “No Lobbyists Beyond This Point” (Kilde: U.S. Term Limits at https://www.termlimits.com/do-lobbyists-and-special-interests-like-term-limits/)

Som vi bemærkede tidligere i kapitlet, betragtede James Madison fraktioner som et nødvendigt onde og mente, at det ville være værre end de dårligdomme, som grupper kunne forårsage, at forhindre folk i at slutte sig sammen. Det første ændringsforslag garanterer bl.a. ytringsfrihed, retten til at fremsætte andragender og forsamlingsfrihed. Folk har dog forskellige opfattelser af, hvor langt denne frihed rækker. Skal f.eks. den ytringsfrihed, som den enkelte borger har i den amerikanske forfatning, også gælde for virksomheder og fagforeninger? I hvilket omfang kan og bør regeringen begrænse lobbyisternes og lovgivernes aktiviteter og begrænse, hvem der må lobbye, og hvordan de må gøre det?

Interessegrupper og ytringsfrihed

De fleste mennesker er enige i, at interessegrupper i henhold til forfatningen har ret til at fremme et bestemt synspunkt. Hvad folk imidlertid ikke nødvendigvis er enige om, er, i hvilket omfang visse interessegruppers og lobbyvirksomheders aktiviteter er beskyttet i henhold til det første ændringsforslag.

Ud over retten til ytringsfrihed giver det første ændringsforslag folk ret til at forsamles. Vi så ovenfor, at pluralisterne endda argumenterede for, at det er naturligt at samles i grupper, og at folk vil tiltrækkes af andre med lignende holdninger. De fleste mennesker anerkender andres ret til at forsamle sig for at give udtryk for upopulære holdninger, men det har ikke altid været tilfældet. På forskellige tidspunkter har grupper, der repræsenterer racemæssige og religiøse minoriteter, kommunister og medlemmer af LGBT-samfundet fået indskrænket deres ret til at ytre sig og forsamle sig i henhold til første forfatningsændring. Og som nævnt ovenfor støtter organisationer som ACLU retten til ytringsfrihed, uanset om talen er populær.

I dag drejer debatten om interessegrupper sig ofte om, hvorvidt det første ændringsforslag beskytter enkeltpersoners og gruppers ret til at give penge, og om regeringen kan regulere brugen af disse penge. I 1971 blev Federal Election Campaign Act vedtaget, som satte grænser for, hvor meget præsident- og vicepræsidentkandidater og deres familier kunne donere til deres egne kampagner. Loven gav også virksomheder og fagforeninger mulighed for at oprette PAC’er og krævede offentlig offentliggørelse af kampagnebidrag og deres kilder. I 1974 blev loven ændret i et forsøg på at begrænse mængden af penge, der blev brugt på kongreskampagner. Den ændrede lov forbød overførsel af penge fra fagforeninger, virksomheder og handelsorganisationer til partier med henblik på uddeling til kampagner.

Med sin Harper’s Weekly-tegneserie af William “Boss” Tweed med en pengepose i stedet for et hoved gav Thomas Nast et varigt billede af pengenes korrumperende magt over politik. Nogle fordømmer “fat cat”-lobbyister og virkningerne af store pengesummer i lobbyvirksomhed, mens andre antyder, at interesser har al mulig ret til at bruge penge for at nå deres mål.(Credit: Thomas Nast, Kean Collection/Getty Images)

I Buckley v. Valeo (1976) stadfæstede Højesteret Kongressens ret til at regulere valg ved at begrænse bidrag til kampagner og kandidater. Samtidig omstødte den dog begrænsningerne af kandidaternes og deres familiers udgifter samt de samlede udgifter til kampagner. I 1979 blev der indrømmet en undtagelse for “get-out-the vote” og græsrodsvælgerregistreringskampagner, hvilket skabte det, der er blevet kendt som soft money loophole; soft money var en måde, hvorpå interesser kunne bruge penge på vegne af kandidater uden at blive begrænset af den føderale lovgivning. For at lukke dette smuthul sponsorerede senatorerne John McCain og Russell Feingold i 2002 Bipartisan Campaign Reform Act for at forbyde partier at indsamle og distribuere uregulerede penge.

Der var fortsat nogle, der hævdede, at kampagneudgifter er en form for ytring, en holdning, som to nylige afgørelser fra Højesteret er i overensstemmelse med. Sagerne Citizens United v. Federal Election Commission og McCutcheon v. Federal Election Commission åbnede døren for en væsentlig større strøm af penge til valg. Citizens United omstødte forbuddet mod bløde penge i Bipartisan Campaign Reform Act og gav virksomheder og fagforeninger mulighed for at bruge ubegrænsede beløb på valg. I det væsentlige argumenterede Højesteret i en 5-4 afgørelse, at disse enheder havde ytringsfrihed ligesom enkeltpersoner, og at ytringsfrihed også omfattede udgifter til kampagner. McCutcheon-afgørelsen udvidede yderligere udgiftstilladelser baseret på det første ændringsforslag ved at ophæve de samlede bidragslofter. Disse grænser satte et loft over de samlede tilladte bidrag og har ifølge nogle bidraget til en efterfølgende stigning i grupper og lobbyaktiviteter.

Regulering af lobbyvirksomhed og interessegruppers aktiviteter

Selv om Højesteret har banet vejen for øgede udgifter i politik, er lobbyvirksomhed stadig reguleret på mange måder. Lobbying Disclosure Act fra 1995 definerede, hvem der kan og ikke kan lobbyere, og kræver, at lobbyister og interessegrupper skal registreres hos den føderale regering. Loven om ærligt lederskab og åben regering fra 2007 har yderligere øget restriktionerne for lobbyvirksomhed. F.eks. forbød loven kontakt mellem kongresmedlemmer og lobbyister, som var ægtefæller til andre kongresmedlemmer. Lovene udvidede definitionen af lobbyist og kræver detaljeret offentliggørelse af udgifter til lobbyvirksomhed, herunder hvem der lobbyes, og hvilke lovforslag der er af interesse. Desuden forbød præsident Obamas bekendtgørelse 13490 udpegede personer i den udøvende magt at modtage gaver fra lobbyister og forbød dem i en periode på to år at deltage i sager, herunder udarbejdelse af kontrakter eller regler, der involverer den udpegede persons tidligere kunder eller arbejdsgiver, i en periode på to år. Delstaterne har også deres egne registreringskrav, hvor nogle definerer lobbyvirksomhed bredt og andre mere snævert.

For det andet forbyder de føderale og delstatslige regeringer visse aktiviteter som f.eks. at give gaver til lovgivere og kompensere lobbyister med provisioner for vellykket lobbyvirksomhed. Mange aktiviteter er forbudt for at forhindre beskyldninger om køb af stemmer eller indsmigrering af lovgivere. Nogle stater har f.eks. strenge grænser for, hvor mange penge lobbyister må bruge på lobbyvirksomhed over for lovgivere, eller for værdien af gaver, som lovgivere må tage imod fra lobbyister. I henhold til loven om ærligt lederskab og åben regering skal lobbyisterne attestere, at de ikke har overtrådt loven om gaver, og straffen for bevidst at overtræde loven er steget fra en bøde på 50 000 USD til en bøde på 200 000 USD. Loven om svingdøre forhindrer også lovgivere i at lobbye for regeringen umiddelbart efter, at de har forladt et offentligt embede. Medlemmer af Repræsentanternes Hus kan ikke registrere sig som lobbyister i et år, efter at de har forladt deres embede, mens senatorer har en toårig “afkølingsperiode”, før de officielt kan lobbyere. Tidligere kabinetssekretærer skal vente i samme periode efter at have forladt deres stilling, før de kan lobbye over for det ministerium, som de har været chef for. Disse love er udformet for at forhindre tidligere lovgivere i at bruge deres forbindelser i regeringen til at give dem en fordel, når de laver lobbyvirksomhed. Alligevel bliver mange tidligere lovgivere lobbyister, herunder den tidligere flertalsleder i Senatet, Trent Lott, og den tidligere mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Richard Gephardt.

For det tredje kræver regeringerne forskellige niveauer af offentliggørelse af de beløb, der bruges på lobbyvirksomhed. Logikken her er, at lovgivere vil tænke sig om to gange, før de tager imod penge fra kontroversielle donorer. Den anden fordel ved krav om offentliggørelse er, at de fremmer gennemsigtighed. Mange har hævdet, at offentligheden har ret til at vide, hvor kandidaterne får deres penge fra. Kandidaterne vil måske være tilbageholdende med at acceptere bidrag fra donorer, der er tilknyttet upopulære interesser som f.eks. hadefulde grupper. Dette var et af hovedformålene med loven om offentliggørelse af lobbyvirksomhed (Lobbying Disclosure Act) og tilsvarende love på delstatsniveau.

Endeligt er der sanktioner for overtrædelse af loven. Lobbyister og i nogle tilfælde embedsmænd kan få bøder, forbud mod lobbyvirksomhed eller endog fængselsstraffe. Selv om statslige og føderale love præciserer, hvilke aktiviteter der er lovlige og ulovlige, kan de statsadvokater og anklagere, der er ansvarlige for håndhævelsen af lobbyreglerne, være underbemandet, have begrænsede budgetter eller stå over for arbejdspuder, hvilket gør det vanskeligt for dem at efterforske eller retsforfølge påståede overtrædelser. Selv om de fleste lobbyister overholder loven, er det ikke helt klart, hvordan lovene ændrer adfærd. Vi ved, at lovene forhindrer lobbyister i at udvise visse former for adfærd, f.eks. ved at begrænse kampagnebidrag eller forhindre visse gaver til lovgivere, men hvordan de ændrer lobbyisternes strategier og taktikker er stadig uklart.