Denne artikel er en del af serien 5 myter.

Langvarig interesse

Der er intet, der tyder på, at vores verdens fascination af engle og dæmoner er ved at aftage. Der går sjældent en dag, hvor vi ikke hører om nogens påståede møde med enten en hellig engel eller en faldet dæmon, sammen med nyheder om, at et nyt tv-show eller en ny film på Netflix vil omhandle en af eller begge disse arter af åndelige væsener. Desværre er der dog en masse forvirring omkring engle og dæmoner og visse myter, som bare ikke vil dø. Her er fem af dem.1

Myt nr. 1: Engle og dæmoner er evige og uskabte.

Dette er i strid med adskillige bibeltekster. Salmisten inkluderer alle Guds “engle” og himmelske “hærskarer” blandt dem, som han har “skabt” (Salme 148:2-5). Apostlen Paulus hævder klart, at “troner” og “herredømmer” og “herskere” og “myndigheder”, som er standardsprog for engle- og dæmonvæsener, blev skabt af Guds søn (Kol. 1:16).

Dertil kommer, at hver engel er en direkte skabelse, det vil sige, at de ikke nedstammer fra et oprindeligt par, som vi gjorde; de formerer sig ikke som vi (Matt. 22:28-30). Vi ved ikke, hvornår englene blev skabt, men det er sandsynligt, at det skete før begivenhederne i 1. Mosebog 1:1ff (se Job 38:4-7). Satan, der selv er en faldet engel, er ikke evig. Han er et endeligt væsen. Han er derfor Guds djævel. Satan er ikke Guds lige og modsatte magt (modsat dualismen). Hans magt er ikke uendelig. Han besidder ikke guddommelige egenskaber. Kort sagt, han kan ikke hamle op med Gud! Satan er højst ligeværdig og modsat ærkeenglen Michaels magt.

Myt nr. 2: Engle og dæmoner er almægtige.

Tag ikke fejl, de er mægtige! Men kun Gud er almægtig. Al englemagt er underlagt Guds magt og hensigt (Sl. 103:20; 2. Pet. 2:11).

I 1. Mosebog 19:12-16 bliver engle brugt af Gud til at ødelægge Sodoma og Gomorra. I 2 Kongebog 19:35 får en engel magt til at dræbe 185.000 assyrere. Ifølge Matthæus 28:2 flyttede en engel stenen fra Kristi grav. I Apostlenes Gerninger 12 gik en engel ind i et aflåst fængsel og løslod Peter. I Apostlenes Gerninger 12:23 læser vi, at en engel dræbte Herodes på en yderst grusom måde. Engle optræder i Johannes’ Åbenbaring (se især Åb 7:2-3) for at påvirke naturens fænomener.

Al englekraft er underlagt Guds magt og hensigt.

Vi ser også, at dæmoner kan tilføre deres ofre overmenneskelig styrke (ApG 19:16; Mark 5:3) og ligesom de hellige engle kan bevæge sig hurtigt gennem rummet (Dan. 9:21-23; 10:10-14). Normale fysiske barrierer begrænser ikke deres aktivitet (en “legion” af dæmoner beboede en mand og senere 2.000 svin). Dæmoner kan også angribe nogen fysisk og/eller forårsage fysiske lidelser. (Lukas 9:39). Matthæus 17:15 taler om en dæmon, der greb fat i en ung dreng. Han bliver kastet til jorden eller ned i ild eller vand sammen med andre voldsomme symptomer. I Matthæus 9,32-34 tilskrives en mands manglende evne til at tale til en dæmon (jf. 12,22-24; Lukas 11,14-15). Det skal dog bemærkes, at der i evangelierne er flere tilfælde af blindhed eller manglende evne til at tale, som Jesus helbreder, og som ikke tilskrives dæmonisk indflydelse (Matt. 9:27-31; 20:29-34; Markus 7:31-37; 8:22-26; 10:46-52; Lukas 18:35-43; Johannes 9:1-7).

Myt nr. 3: Engle og dæmoner er allestedsnærværende.

Vi ved, at engle er åndelige væsener, idet de er immaterielle eller ulegemlige. De har hverken kød, blod eller knogler. De er, som det hedder i Hebræerbrevet 1:14, “tjenende ånder”. Men selv om de er ånder, har de dog rumlige begrænsninger. Med andre ord er engle ikke allestedsnærværende (se Dan. 9:21-23; 10:10-14, hvor vi finder både rumlig bevægelse og tidsmæssige begrænsninger). De er altid kun ét sted på et hvilket som helst tidspunkt.

Der er en mening, hvor de som åndelige væsener også har form eller skikkelse. Det vil sige, at de er rumligt afgrænsede (deres væsen er ikke fordelt i hele rummet). De er lokaliserede. Har engle bogstaveligt talt “vinger”? Serafimerne beskrives som havende vinger i Esajas 6:2, 6 (se også Ezek. 1:5-8). Gabriel beskrives som flyvende til Daniels side (Dan. 9:21; jf. Åb. 14:6-7). Om alle engle er bevingede eller ej er ganske enkelt umuligt at sige. Jeg er tilbøjelig til at tro, at engle ikke har køn (se Matt. 22:28-30); derfor formerer de sig ikke. Jeg skal dog påpege, at de altid beskrives i maskulint køn (se dog Zak. 5:9).

Det er vigtigt at huske, at selv om han er mægtig og opfindsom, kan Satan kun være ét sted på ét tidspunkt. Han kan godt sende sine dæmoniske hærskarer af sted for at gøre sin vilje, men Satan kan ikke friste en troende i Bangladesh og samtidig angribe en anden i Berlin. Satan er helt sikkert aktiv på jorden, men han befinder sig altid ét sted i rummet på et hvilket som helst tidspunkt.

Myt nr. 4: Skytsengle er ikke nødvendigvis bibelske.

Er forestillingen om skytsengle en “myte”, eller er den sand? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare. Nogle hævder, at “englen” for hver af de syv kirker i Åbenbaringen 2-3 er den lokale menigheds skytsengel for den pågældende lokale menighed. Engle beskrives som “tjenere” (leitourgos), et ord, der antyder en præstetjeneste (Hebr. 1:7, 14; jf. Sl. 103:19-21). De giver Guds folk vejledning og retning (1 Mos. 24:7,40; 2 Mos. 14:19; se også 2 Mos. 23:20; 4 Mos. 20:16; ApG 5:17-20; 8:26; 10:3-7, 22; 16:9), samt trøst og opmuntring (Matt. 4:11; Luk. 22:43; ApG 27:22-24). Engle vogter og beskytter også Guds børn, som det fremgår af Salmernes Bog 34:7; 78:23-25; 91:11; 1 Kong. 19:5-7; Dan. 6:20-23; og 12:1.

Vi læser i Apostlenes Gerninger 12:15 om troende, der forvekslede Peter selv med “sin engel”. Det er muligt, at Lukas kun beskriver deres tro uden selv at godkende den. Andre hævder, at han har til hensigt at lære, at hver af os ikke blot har en skytsengel, men også at denne kan antage vores fysiske kendetegn. Ja, det virker mærkeligt, men hvorfor skulle de ellers have konkluderet, at “personen” ved døren var Peters engel og ikke nogen eller noget andet?

I Matthæus 18:10 advarer Jesus mod at forsømme de små børn og minder sine disciple om, at “deres engle altid ser min Faders ansigt, som er i himlen”. Der herskede en gammel skik i østlige hofmiljøer, ifølge hvilken de, der stod “foran kongen” eller fik lov til at “se hans ansigt”, var embedsmænd, der nød kongens særlige gunst og var privilegeret til at nyde det tættest mulige fællesskab. Det kan betyde, at de højest rangerende engle har fået til opgave af Gud at våge over sine “små” med kærlig omsorg. Jesus siger således: “Foragter ikke mine “små”, for de er så højt ansete, at Gud har udpeget sine mest fornemme engle til at vogte over dem.” Deres konstante tilstedeværelse foran ham kan være, så de hurtigt kan reagere på de opgaver, som Gud måtte pålægge dem i deres tjeneste for os.

Myt nr. 5: En af eller begge dele af Esajas 14:12-15 og Ezekiel 28:12-19 beskriver Satans oprindelige fald.

Som Sydney Page påpeger, er hver af disse passager “en del af en begravelseshymne, der beklager en hedensk konges død. I begge skildres kongen som værende gået til grunde, fordi han ophøjede sig selv ud over, hvad der var passende. Selv om formen i de to tekster er en begravelseshymne, er sorgen over monarkens død ikke ægte. Begge tekster drypper nærmest af sarkasme. I virkeligheden hilser man tyrannens død velkommen. “2 Spørgsmålet er: “Hentyder disse klagesange til Satan og hans oprindelige oprør?”

Isaja 14:12-15 optræder i en passage, der specifikt identificeres som en hån til dom over kongen af Babylon (v. 3-4). Spotten kan være rettet mod en bestemt konge (højst sandsynligt Sennacherib) eller måske “mod hele det babyloniske monarki personificeret som et enkelt individ. “3 Det er dog klart, at den hånende klagesang skildrer (ja, ligefrem fejrer) en jordisk magts undergang, som både modsætter sig Guds folk og undertrykker det.

Sprogbrugen i v. 12-14 er bestemt forenelig med det, vi ved om Satans karakter, men kan meget vel være en brug af poetisk sprogbrug til at beskrive en jordisk konge. Mange af de udtryk, der bruges her (“morgenstjerne”, “daggry” og “helligt bjerg”), er fundet i tekster, der omhandler gammel hedensk mytologi. Page bemærker, at “mytologien havde sandsynligvis rod i observationen af den strålende opgang af planeten Venus (morgenstjernen) på den tidlige morgenhimmel og dens hurtige afblomstring i takt med solens opgang.”4 Hvis dette er sandt, ville Esajas bruge (uden at godkende) motiver, der var almindelige i hedensk mytologi, til at beskrive en jordisk herskers undergang.”

Andre har hævdet, at selv om alt dette kan være sandt, kan vi stadig i denne beskrivelse af en jordisk modstander af Gud (den babyloniske konge) se hans forbillede og himmelske inspiration (Satan). Men er det det, hvad Esajas havde i tankerne, da han skrev det? Figuren “Lucifer”, lit. “den lysende” eller “morgenens stjerne” (v. 12), kaldes et “menneske” i v. 16 og sammenlignes med andre jordiske konger i v. 18. “Lucifer” blev først brugt i den latinske vulgata til at oversætte det hebraiske ord (helel) og fandt efterhånden vej ind i King James-versionen. Ifølge Boyd: “Esajas sammenligner simpelthen kongen af Babylon med planeten Venus, morgenstjernen. Den står klart op ved daggry og klatrer op til det højeste punkt på himlen, for så hurtigt at blive slukket af den opgående sols lysstyrke. Således, siger Esajas, skal den for tiden lysende konge af Babylon gøre karriere. Han optræder på verdenshistoriens scene som den klareste stjerne, der stiger højere og højere op. Men til sidst vil han hurtigt forsvinde i solens lys. “5

Så hvad med Ezekiel 28:11-19? Igen henviser v. 1-11 til “fyrsten” eller “herskeren” i Tyrus (en fønikisk havneby ca. 125 miles nordvest for Jerusalem). Vv. 2 ,9-10 viser tydeligt, at han er menneskelig og ikke engleagtig. Den historiske ramme er Nebukadnezars belejring af Tyrus fra 587 til 574 f.Kr. Kongen af Tyrus i denne periode var Ithobaal II.

Vv. 12-19 henviser til “kongen” af Tyrus, hvilket for nogle tyder på, at v. 12-19 henviser til en overnaturlig magt bag den menneskelige hersker i v. 1-11. Dette ord (“konge”) bruges imidlertid andre steder i Ezekiel om jordiske herskere (17:12; 19:9; 21:19; 24:2; 26:7; 29:2-3, 18; 30:10, 21; 31:2; 32:2, 11), hvilket får de fleste til at tro, at “fyrsten” i v. 1-11 og “kongen” i v. 12-19 er én og samme person (“fyrste” og “konge” er synonyme). På den anden side synes “kongen” i v. 12-19 at blive portrætteret i termer, der går ud over, hvad der gælder for enhver jordisk konge (f.eks. “fuldkommenhed”, “i Eden”, “skabt”, “kerub”, “Guds hellige bjerg”, “ulastelig”).

Den identifikation af denne konge som en “salvet kerub, der dækker (vogter)” i v. 14 anses for at være det stærkeste bevis for, at der er tale om Satan. Andre har imidlertid påpeget, at den hebraiske tekst lige så godt kan oversættes med “med en kerub”. Det er også svært at forstå, hvordan uhæderlig eller uretfærdig handel og vanhelligelse af helligdomme (v. 18) kunne have været involveret i Satans fald. Hvordan skal vi så forstå henvisningen til haven “Eden” i v. 13? De fleste mener, at det er kongen af Tyrus, der sammenlignes med Adam.

Sammenfattende må vi nøjes med en vis usikkerhed med hensyn til, om en af disse tekster rent faktisk beskriver Satans fald.

Notes:

1. Meget af det følgende er tilpasset fra tre kapitler om engle, Satan og dæmoner i min bog Tough Topics: Bibelske svar på 25 udfordrende spørgsmål (Wheaton: Crossway, 2013).
2. Sydney H. T. Page, Powers of Evil: A Biblical Study of Satan and Demons (Grand Rapids: Baker Books, 1995), 37.
3. Ibid., 38.
4. Ibid, 39.
5. Gregory A. Boyd, God at War: The Bible & Spiritual Conflict (Downers Grove: InterVarsity Press, 1997), 158.

Populære artikler i denne serie

Se alle