“Hvor kommer du egentlig fra?”

Jeg har hørt det spørgsmål fra flere fremmede, end jeg kan tælle; det er et ritual, jeg har vænnet mig til som en halvt koreansk, halvt hvid kvinde. Da jeg voksede op i Vancouver, WA (et overvejende hvidt område), kan jeg huske, at jeg følte et ubehag over for mine træk. Folk sagde altid, at jeg så så “eksotisk” ud, et udtryk, som jeg personligt reserverede til at bruge til at beskrive fugle eller planter i zoologisk have. Dette adjektiv var angiveligt ment som en kompliment, men betydningen af dette ord er “indført fra et andet land, ikke hjemmehørende på det sted, hvor det findes”. At blive betegnet som “eksotisk” kan få biraciale mennesker som mig selv til at føle sig afskåret fra de kulturer og samfund, vi kommer fra. Vi er ikke forankret på samme måde, hvilket gør det let for os at miste vores identitet eller føle os fortabt i forsøget på at navigere i krydsfeltet mellem vores kulturer.

Dette fotoprojekt har været i mine tanker, siden jeg kom til Los Angeles, fordi jeg endelig boede et sted, hvor der var mennesker, der lignede mig. Da jeg voksede op, var de fleste af de berømtheder, som jeg ønskede at efterligne, hvide og havde træk, der ikke matchede mine. Uanset hvordan jeg lagde min makeup, følte jeg aldrig, at jeg så “hvid nok” ud. Jeg udviklede et negativt og giftigt forhold til min koreanske arv, som skubbede mig væk fra denne halvdel af min identitet. Da jeg begyndte at opbygge relationer med andre mennesker, der fuldt ud omfavnede og endda fejrede deres multietniske baggrund, åbnede de mig for tanken om, at jeg er smuk.

Jeg skabte denne billedserie for at udvide mine egne ideer om asiatisk-amerikansk skønhed og talte til andre asiatisk-amerikanske biraciale asiater i håb om, at andre vil se sig selv i disse personers skønhed. Vi er alle så stolte af hver eneste del af den vi er – og stolte af at være asiatisk-amerikanske.