10 udlændinge fortæller om deres største fejltagelser efter at være flyttet til Paris
De virkelige historier om at flytte til den franske hovedstad er aldrig helt som filmene (eller Instagram) får dig til at tro. Jeg har lige fejret min toårige “Paris-versary”, og når jeg tænker tilbage på, da jeg først ankom hertil, har jeg lyst til at grine af, hvor naiv jeg var! Åh, hvor ville jeg ønske, at der havde været en guidebog eller nogen med erfaring til at give mig råd om, hvad der ventede mig.
Så jeg bad mine expat-venner om at dele deres største fejltagelser, lektioner og misforståelser, efter de ankom til Paris. Du kan leve og lære, eller du kan tage det fra disse udlændinge, der har “været der og gjort det” før dig.
Rosie McCarthy fra “Not Even French” – New Zealander, flyttede til Paris i 2013
Se dette opslag på Instagram
“En stor lærestreg for mig, da jeg kom til Paris, er, at jeg skulle have taget mig tid til at lære de åh så almindelige fejl, som man kan lave på fransk og som kan være ekstremt pinlige i den forkerte sammenhæng! Jeg har flere gange fejlagtigt fortalt folk, hvor liderlig jeg var (je suis chaude i stedet for j’ai chaud). Da jeg forsøgte at fortælle en kollega, at hun var god til noget, sagde jeg ved et uheld, at hun var god i sengen (wow tu es bonne! i stedet for tu es forte/douée), og mens jeg knasede løs på et æble, har jeg endda spurgt min franskmand, om han ville have en penis (tu veux une bite?) foran en gruppe venner, som jeg mødte for første gang!
En anden stor lærestreg er, at “non” ikke altid betyder “non”, og at man nogle gange er nødt til at kæmpe for det, man vil have. Da jeg først ankom, ville jeg modvilligt acceptere, at postarbejderne på La Poste umuligt kunne finde min fødselsdagspakke, som min mor havde sendt over (selv om trackingnummeret sagde, at den var der). Nu vil jeg med glæde møde op så assertivt som muligt og blive ved med at presse på, indtil jeg hører “ce n’est pas possible” blive til “ce n’est pas moi qui decide” og derefter det vindende “je vais voir ce qu’on peut faire.” Modstandsdygtighed er alt her!”
Lindsey Tramuta fra “Lost in Cheeseland” og forfatter til “The New Paris” – amerikansk, flyttede til Paris i 2006
Se dette opslag på Instagram
“Jeg tror, at den vigtigste lektion, jeg lærte, og ret hurtigt, var, at det ikke var op til pariserne at tilpasse sig mig, men til mig at tilpasse mig til dem og nuancerne ved at bo i Paris. Jeg var meget ung og naiv som mange amerikanere, der rejser til udlandet og bliver overbevist om, at manglende bekvemmelighed i dagligdagen – korte åbningstider i butikkerne, manglende tilgængelighed af visse produkter, travle supermarkeder med én kasserer i arbejde, leveringstjenester – var et symbol på en ineffektiv og tilbagestående kultur. Nu er det klart, at USA sætter en ære i gratis bekvemmelighed over alt andet (senkapitalisme! Tjen penge, når og hvordan du kan!), og de få tilbageværende ineffektiviteter i Paris er et eksempel på dens menneskelighed. Forbedring kommer i forskellige former, og det er ikke ved at have butikker åbne 24 timer i døgnet.”
Erin Ogunkeye, amerikaner, boede i Paris under college og flyttede permanent i 2013
“Jeg lærte efterhånden om den relative ufleksibilitet på jobmarkedet her sammenlignet med USA. Herhjemme tror jeg, at folk er mindre begrænsede af deres studier, end de er her i Frankrig. I Frankrig er det sådan, at hvis man studerer journalistik, så er det for at arbejde som journalist. Hvis man studerer jura, er det for at blive jurist eller advokat … og så videre og så videre. I USA har jeg altid fået at vide, at jeg skulle vælge mit hovedfag ud fra mine interesser og lidenskaber, og at jobmulighederne ville komme af sig selv på en naturlig måde. Her er det ikke rigtig tilfældet. Det er relativt svært at finde en karriere uden for de fag, man har studeret i skolen.
En anden stor misforståelse, som jeg havde, vedrører specifikt det at være afroamerikansk udlænding. Jeg flyttede hertil med den antagelse – måske myten – at Frankrig var meget mere avanceret med hensyn til raceforhold og åbenhed over for at diskutere dem end USA. Virkeligheden er naturligvis meget mere nuanceret. Og for folk, for hvem dette er vigtigt, er det svært at finde sorte læger, dermatologer, frisører eller andre farvede fagfolk.”
Sara Lieberman – amerikansk forfatter, flyttede til Paris i 2014
Se dette opslag på Instagram
“Som en singlekvinde, der ved et besøg i Paris som turist havde masser af held-i-lyst, blev jeg overrasket over at finde ud af, hvor svært det ville være at date for alvor her. Glem sprogbarrieren og generations-/samfundsændringen i datingtaktik (Tinder/Happn/Bumble osv.) – den virkelige udfordring kom fra at forsøge at afkode den franske mands intentioner. Til at starte med – og det er noget, jeg nævnte i en artikel, jeg skrev for The Cut – vil de hellere foreslå, at du mødes i metroen end på en bestemt bar. Og så, i den helt modsatte ende, vil de måske foreslå dig at tage hjem til dem til middag eller en drink. Førstnævnte anses ikke for at være doven, og sidstnævnte anses ikke for at være aggressivt. Det er det bare.
Ved du, hvad der også er “normalt”? At blive et item, så snart de kysser dig, hvilket kan ske uden advarselstegn eller følelser efter kun en eller to dates (metro-møde, bar-rendezvous, hjemmelavet måltid – hvad som helst!). Desværre har jeg ikke datet en fransk mand længe nok (endnu) til at gå meget dybere – og juryen er stadig ikke klar over, om jeg nogensinde kommer til det – men jeg har helt sikkert indset, at dating er lige så svært, uanset hvor i verden du er, og at lære at acceptere “hvorfor” er en del af charmen.”
Fraser Jackson – britisk, flyttede til Paris i 2013
“At flytte til Paris, især som en single, der ikke kender nogen i forvejen, kan være en meget stressende situation. Det kan være svært at forsøge at møde nye mennesker, især hvis man ikke rigtig taler sproget. Det er derfor meget let at falde i den typiske “expat”-fælde, hvor man går i panik og bliver engelsklærer eller arbejder i en bar. Hvis dette sker, og det ikke er det, du har lyst til at gøre, så gå med det. Opbyg dig et netværk af venner, og fokuser derefter på at få drømmejobbet.
Men den største ting, jeg lærte i Paris? Værdsæt altid den luksus, som et privat badeværelse INDEN i din lejlighed er.”
Lamis – konsulent i internationale anliggender, flyttede til Paris i 2013
“Jeg kan huske, at jeg havde denne idé om, at Paris ville være et nemt sted at få venner og have et stort socialt liv, hvor man har en gruppe venner, som man kan nyde de parisiske caféer med. Men det endte med, at jeg fik så mange expat-venner, og efter seks år har jeg kun to franske venner, som jeg mødte i Paris, og de er meget internationale, da de begge boede i udlandet.
En sidste ting, jeg ville ønske, jeg vidste, før jeg flyttede hertil, er, at ikke alle baguettes er ens – det, du leder efter, er en baguette-tradition!”
Rachel – amerikaner, flyttede til Paris i 2004
“Det, der var virkelig svært for mig i mine første par år her, var at skabe venskaber med franske kvinder. At danne disse relationer er meget anderledes end med amerikanske kvinder, som er mere åbne. Franske kvinder kan nogle gange virke kolde, men de er bare mere reserverede og lader ikke let deres vagter falde.
En af mine bedste veninder fandt mig nu for amerikansk, da hun først mødte mig, og det tog lang tid at udvikle vores venskab langsomt for at nå til det punkt, hvor vi er nu. Du skal ikke være for entusiastisk i starten og forvente, at venskaberne klikker og bliver super tætte super hurtigt på den måde, som de kan med amerikanere, hvor man deler og betror sig hurtigt. Jeg vil sige, at det tager fem år for nogen at betragte dig som en tæt, intim ven her. Jeg fungerer stadig anderledes i mine venskaber med franske veninder end med mine amerikanske veninder.”
Frank Adrian Barron alias “Cake Boy Paris” – amerikaner, flyttede til Paris i 2011
Se dette opslag på Instagram
“Jeg vil sige, at min personlige største misforståelse om at flytte til Paris var, at det blot ville være en kortvarig oplevelse! Vi har lige fejret vores 8 års “Paris-versary”, og det er fordi Paris forkæler sine indbyggere med skønhed og masser af smør!”
Alison Sargent – amerikaner, flyttede til Paris i 2013
“Tag det ikke personligt, hvis folk taler til dig på engelsk. Jeg plejede at være meget følsom over for folk, der skiftede til engelsk i det øjeblik, de mærkede min accent eller fik at vide, at jeg var amerikaner. Det føltes både som en fornærmelse mod mit franske og som en påmindelse om, at jeg var en outsider. Men da jeg først havde boet i Paris i flere år, og det STADIG skete fra tid til anden, indså jeg, at når folk taler engelsk til udlændinge, der taler fransk, har det næsten altid mere med dem selv at gøre. Nogle gange ønsker de at vise sig frem, nogle gange er det et magtspil, og nogle gange forsøger de bare oprigtigt at skabe kontakt. (Og nogle gange kommer de selv fra lande som Afghanistan eller Sri Lanka, hvor de taler mere engelsk end fransk!) Det kan stadig føles ophidsende, men vid, at det sker for os alle sammen, og det er ikke nødvendigvis en kommentar til dit franske eller din ret til at kalde Paris dit hjem.
Og på et praktisk plan: Brug aldrig de numre til låsesmede eller blikkenslagere, der står på de løbesedler, der bliver lagt i din postkasse! Svindel med reparationsfirmaer er et stort problem.”
Nu da du har hørt fra mine venner, vil jeg dele mine egne råd!
Charli James fra “Am I French Yet?” – amerikansk, flyttede til Paris i 2017
Se dette opslag på Instagram
Jeg fortæller altid folk, at det er så vigtigt at styre forventningerne, når man flytter til Paris – til, hvor hurtig din tilpasning og sprogproces vil være, og til, hvordan livet i Paris virkelig vil være. Hvis man tager af sted og tror, at det hele vil være baguettes og vin på terrassen, og at man vil tale flydende fransk om tre måneder, så lægger man op til en masse skuffelser. Men hvis du starter med en forståelse af, at der vil være virkelig svære dage ud over de vidunderlige dage, vil du være mere følelsesmæssigt forberedt, og de svære øjeblikke vil ikke stikke så meget.
Jeg troede, at jeg havde forberedt mig nok, og at det at bo i NYC havde gjort mig modstandsdygtig over for stort set alt, hvad Paris kunne kaste efter mig. Men jeg har stadig dage, hvor jeg græder, fordi jeg ikke kunne udtrykke mig ordentligt på fransk, eller hvor jeg savner mine venner hjemme i USA. Det bliver lettere efter det første år, og jeg har lært ikke at tage fejlene så meget til mig. Det er sandt, at Paris er det hele værd, og jeg ville ikke ændre min beslutning om at flytte hertil, men byen gør ikke altid processen let for dig.
Hvis du leder efter flere råd om at tilpasse dig til livet i Frankrig, har jeg mange flere tips her: Integration af udstationerede ægtefæller: Succesfuld tilpasning i udlandet med din partner