Den økonomiske kontraktion opstår, når den samlede økonomiske aktivitet falder. Aggregerede outputmålinger, som f.eks. realt BNP og industriproduktion, viser et fald i forhold til den foregående periode. Hvis det reale BNP falder i to på hinanden følgende kvartaler, kalder økonomer det et tegn på recession. En alvorlig recession kaldes en depression. Derfor er både recession og depression en værre tilstand af kontraktion.

Lad os kort diskutere konjunkturcyklussen

Kontraktionsfasen indtræffer efter topfasen (peak-fasen). I mellemtiden, hvis sammentrækningen når sit laveste punkt, kaldes dette for lavpunktsfasen (lavpunktsfasen). Efter at have gennemgået et lavpunkt genopstår økonomien og ekspanderer igen.

Den samlede økonomiske aktivitet gennemgår normalt en op- og nedgangsfase, som ofte kaldes konjunkturcyklus eller økonomisk cyklus. Konjunkturcyklussen består af fire faser, nemlig ekspansion, toppunkt, kontraktion og lavpunkt.

• Ekspansion. Stigende inflationspres følger normalt efter stigninger i den samlede produktion. Og så kalder vi den sidste del af ekspansionen for et økonomisk boom.
• Peak. Den aggregerede produktion er på det højeste niveau. Generelt ligger det reale BNP over dets potentiale. Når økonomien når sit højdepunkt, opstår der et højt inflationspres, hvilket får økonomien til at overophede.
• Kontraktion. Den samlede produktion falder, inflationspresset aftager, og der begynder at opstå et deflationspres.
• Dybpunkt. Det er det laveste niveau i konjunkturcyklussen. Hvis den økonomiske politik f.eks. effektivt stimulerer den økonomiske aktivitet, vil det reale BNP begynde at komme sig, inden det går ind i en ekspansionsfase.

Hvad forårsager økonomisk kontraktion?

Der er flere faktorer, der forårsager en økonomisk kontraktion, herunder:

• Strammere pengepolitik
• Kontraktiv finanspolitik
• Stigning af reallønnen og produktionsomkostningerne
• Global økonomisk afmatning
• Et fald i priserne på aktiver

Strammere pengepolitik

Når den økonomiske optur indtræffer, vil centralbanken stramme pengepolitikken. I denne periode stiger inflationen med accelererende hastighed. En højkonjunktur kan eksplodere og, hvis den ikke forhindres, få økonomien til at bryde sammen. For at reducere inflationen og forhindre, at økonomien overophedes, fører centralbankerne derfor en kontraktiv pengepolitik.

I dette tilfælde reducerer centralbankerne pengemængden i økonomien. For at gøre det har de flere værktøjer, herunder styringsrente, åbne markedsoperationer og reservekrav.

Lad os antage, at centralbankerne vælger at hæve styringsrenten. Den højere rentesats gør lånene dyrere. Det vil reducere udlånsvæksten og den samlede efterspørgsel i økonomien.

En moderat stigning vil måske kun bremse den økonomiske vækst. Men hvis renten stiger for meget, kan det få den økonomiske vækst til at falde.

Hvordan højere styringsrenter reducerer den samlede efterspørgsel

Når styringsrenten stiger, vil udlånsrenten også justere op. Låneomkostningerne bliver dyrere. Som følge heraf reducerer forbrugere og virksomheder efterspørgslen efter lån fra forretningsbanker. De skærer derefter ned på deres udgifter til varer og tjenesteydelser, især varige forbrugsgoder for forbrugerne og investeringsgoder for virksomhederne.

Forbrugernes og virksomhedernes lavere forbrug får den samlede efterspørgsel til at falde. Det presser derefter det reale BNP ned. Hvis den kortsigtede ligevægt er under den potentielle produktion, forårsager dette et deflationært pres, hvilket betyder, at inflationen bliver moderat.

Kontraherende finanspolitik

Hvis centralbanken bruger pengepolitiske instrumenter til at moderere inflationen, griber regeringerne ind i økonomien gennem budgetinstrumenter. Der er to redskaber til finanspolitikken, nemlig offentlige udgifter og skatter.

Når målene er at moderere inflationen og den økonomiske vækst, kalder vi regeringens politik for kontraktionistisk finanspolitik. Dette udtryk er synonymt med strammere finanspolitik eller løs finanspolitik.

I en højkonjunktur ville regeringen reducere udgifterne eller hæve skatterne for at føre en strammere finanspolitik. Ved at skære i udgifterne reduceres den samlede efterspørgsel i økonomien.

Sådan er det også, at højere skatter reducerer husholdningernes disponible indkomst. Med færre penge i hånden bruger forbrugerne færre penge på varer og tjenesteydelser. Som følge heraf falder den samlede efterspørgsel også.

Stigning af reallønnen og produktionsomkostningerne

Lønninger udgør normalt en stor del af produktionsomkostningerne. Derfor vil enhver stigning i lønningerne reducere fortjenstmargenerne. På samme måde øger en stigning i råvare- eller energipriserne produktionsomkostningerne, hvilket presser fortjenstmargenen ned.

Oliepriserne er en faktor, der har en betydelig indvirkning på økonomien. Det skyldes, at olie anvendes i næsten alle brancher, herunder råvarer, energi og brændstof. Olieprischok kan medføre et kraftigt fald i den økonomiske vækst og kan endda forårsage stagflation.

Hvordan lønninger påvirker den økonomiske vækst

Når inflationen er høj, udhuler den købekraften af pengelønninger (nominelle lønninger). Under et økonomisk boom falder reallønnen typisk, fordi pengelønnen stiger mindre end inflationen.

Denne situation tvinger arbejdstagerne til at genforhandle de nominelle lønninger for at holde trit med inflationen. Hvis de nominelle lønninger stiger mere end inflationen (reallønnen er højere), falder producentens marginale fortjeneste, hvilket betyder, at de står over for højere produktionsomkostninger end indtægter, når de producerer én produktion mere. De ser således ingen fordel i at øge produktionen.

En nedgang i den globale økonomi

Den globale recession kan påvirke den indenlandske økonomi gennem handel med varer og tjenesteydelser samt gennem finansielle transaktionskanaler. Den globale recession sænker efterspørgslen efter indenlandske produkter. Eksporten faldt og reducerer den samlede efterspørgsel og den økonomiske vækst.

Sådanne virkninger er blevet stadig mere betydningsfulde på det seneste i takt med globaliseringen og handelsforbindelserne mellem landene.

Et fald i aktivpriserne

Det økonomiske boom, hvis det ikke er forventet, forårsager et kraftigt fald i aktivpriserne. Et sådant fald reducerer husholdningernes formue dramatisk og får dem til at bruge færre penge på varer og tjenesteydelser.

Subprime-hypothekerkrisen i USA i 2008-2009 er et eksempel herpå. Krakket i boligpriserne fik mange store finansielle institutioner til at bryde sammen og forårsage en katastrofe. Det spredte sig derefter til hele den økonomiske sektor og fik den økonomiske vækst i USA til at falde fra 1,9 % i 2017 til -0,1 % i 2008 og -2,5 % i 2009.

Hvad sker der under en økonomisk kontraktion?

Når økonomien trækker sig sammen, falder det reale BNP, og dets vækst bevæger sig til negativt territorium. Andre indikatorer for den økonomiske aktivitet, som f.eks. industriproduktion og detailsalg, vokser også negativt. Husholdningernes efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, især varige varer, falder.

Virksomhederne ender med at have overskydende lagre, fordi der er flere produkter, der ikke sælges. Ofte tilbyder de rabatter eller lavere salgspriser for at undgå opbygning af lagerbeholdninger. Hvis flere virksomheder vælger at skære ned på deres salg, kan prisniveauet (inflationen) i økonomien falde.

Samtidig tilpasser virksomhederne produktionsniveauet ved at anvende den fysiske kapital mindre intensivt. De bruger færre penge på vedligeholdelse eller ved at udskyde udskiftning af udstyr, der nærmer sig slutningen af sin levetid. De begyndte også at rationalisere driftsomkostningerne ved at reducere overtidsbetaling.

Når den svækkede forbrugerefterspørgsel fortsætter, reducerer virksomheden produktionen. De skærer også ned på investeringsudgifterne og tager muligheden for at afskedige medarbejdere. Som følge heraf begyndte arbejdsløsheden at stige.

Med de svagere udsigter for indkomst og beskæftigelse reducerer forbrugerne deres udgifter, så den samlede efterspørgsel falder. Hvis der ikke gribes ind fra de politiske beslutningstagere, kan et fald i den samlede efterspørgsel bringe økonomien ind i en dyb recession (dyb recession).

Hvordan man løser sammentrækningen

Sædvanligvis vil de politiske beslutningstagere gribe ind ved at vedtage ekspansive politikker for at genoprette økonomien. Regeringerne ville øge deres udgifter eller sænke skattesatserne. Alternativt kan centralbankerne træffe ekspansive foranstaltninger, f.eks. ved at sænke styringsrenten.

Hvis de er effektive, kan begge politikker øge den samlede efterspørgsel i økonomien. Stigende samlet efterspørgsel vil stimulere økonomien til at komme i bedring.